---
title: "Nyt motionshold for mennesker med lungesygdom"
description: "Træning kan være med til at styrke kroppen, give mere energi i hverdagen og gøre det lettere at klare daglige aktiviteter."
date: "2026-08-31"
created: "2026-08-31"
---

[Hjem](https://skovgaarden.furesoe.dk/)

                    [Nyheder og arrangementer](https://skovgaarden.furesoe.dk/nyheder-og-arrangementer)

                [Nyt motionshold for mennesker med lungesygdom](https://skovgaarden.furesoe.dk/nyheder-og-arrangementer/nyt-motionshold-for-mennesker-med-lungesygdom)

# Nyt motionshold for mennesker med lungesygdom

Tilmelding her på hjemmesiden eller i Skovgårdens reception

Vi har en god nyhed! Lungeforeningen starter et nyt træningshold op på Skovgården for mennesker med lungesygdom, og vi håber, at du har lyst til at være med.
Træning kan gøre en stor forskel, når man har en lungesygdom. Det kan være med til at styrke kroppen, give mere energi i hverdagen og gøre det lettere at klare daglige aktiviteter.

Noget af det bedste ved at træne sammen med andre er fællesskabet og den glæde, det kan give. Derfor er der også tid til en kop kaffe og hyggesnak efter træningen, så du kan lære de andre på holdet at kende.
Holdet ledes af to instruktører, Lone og Jørgen, som selv har lungesygdom tæt inde på livet. De ved derfor, hvilke udfordringer man kan møde i hverdagen, og lægger stor vægt på, at alle føler sig velkomne på holdet.
Du behøver ikke at være vant til at træne for at deltage. Du bestemmer selv tempoet og intensiteten, og træningen kan tilpasses dit niveau.

##
Træningsholdet vil foregå hver torsdag fra kl. 10.00 -11.00 på Skovgården. Opstart er d. 1. oktober. Deltagelse er gratis. Du tilmelder dig via skovgaarden.furesoe.dk eller i Skovgårdens reception enten fysisk eller telefonisk på 7216 5427 fra tirsdag d. 8. september.

Det er muligt at tilmelde sig både før og efter opstart, og du er også meget velkommen til at komme forbi og prøve en enkelt træning, før du beslutter dig.

Vi håber, at du har lyst til at være med, og vi kan byde dig velkommen på holdet.
