Vores kerneydelse er: at understøtte borgernes muligheder for at leve et sundt, aktivt og selvstændigt liv - hele livet.
Skovgården tilbyder muligheder og aktiviteter, der tilsammen har til formål at bidrage positivt til brugernes livskvalitet, såvel fysisk som psykisk.
Dette sker igennem en bred vifte af arrangementer med socialt/netværksskabende samvær, holdaktiviteter med forskelligt indhold af kreativ/hobbybetonet/kulturel art samt forskellige tilbud om bevægelse. For at deltage i centrets tilbud, skal du kunne klare dig selv. Den enkelte bruger kan involvere sig efter lyst og behov, og sammen med centrets medarbejdere skabe positive oplevelser for andre.
Udover disse tilbud rummer huset et tilbud i lige uger, som er demensrådgivning samt tre visiterede tilbud: Vedligeholdende træning §86.2, diætvejledning samt sygeplejeklinik.
Forebyggelsescenter
Forebyggelsescentret ligger på 1. sal og udgør en række tilbud, som du som borger kan drage nytte af, når behovet viser sig.
Siden sidst....
Da medarbejderne mandag morgen d. 13. februar mødte ind på arbejde, var det til et hus med meget nedsat strømforsyning. Servicevagt og derefter elektriker blev tilkaldt, og kort efter stod det klart, at der skulle slukkes for al strøm i huset. I løbet af dagen blev årsagen lokaliseret til et brud på et hovedkabel, som foruden strøm til Skovgården også forsyner Skovgårdens boliger med strøm i forhold til it og TV. Der kom i alt til at gå to og en halv dag, før der var strøm på Skovgården igen. Det var dybt beklageligt for alle og ude af vores hænder – men skønt at få liv i Skovgården igen.
Med hensyn til arrangementer i marts/april er der ændringer i forhold til tidligere annonceret. Den 30/3 kl. 14.00 er der foredrag om vores syn, d. 13/4 kl. 19.00 gæster Jazztosserne fra Furesø Musikskole Skovgården, og d. 17/4 afholder Herreklubben et foredrag for mænd v/ Henning Kirk. Tirsdag d. 18. april har koret Sweet & Swing desværre måtte aflyse deres koncert. I stedet er der lavet aftale om sangcafé med Kjeld og Steen. I kan læse mere om arrangementerne i dette og i det kommende blad.
Vi befinder os midt i et årstidsskift – fra vinter til forår – og den
forvandling er der sagt og skrevet meget om. Men få har gjort det bedre end Piet Hein:
”Der er årstider nok, men af alle der gi’s
vil jeg tildele foråret første pris
for i den bli’r jo sommeren til, som forgår
og gi’r plads for det dejlige efterår
der indvarsler vinterens tid, som er den
hvor der ikke er længe til forår igen”.
Velkommen til hyggelige timer på Skovgården i marts måned.
Merete Harrig
centerleder
-
Rundvisning
Den bedste information om centret får du ved at deltage i et informationsmøde. Det afholdes en mandag kl. 11 en gang om måneden. Tjek datoen i Nyt fra Skovgården eller på kommunens informationsside i Furesø Avis. På informationsmødet informeres du om aktivitetscentrets forskellige tilbud, og der vil efterfølgende være mulighed for en rundvisning. Vi begynder med en kop kaffe i Caféen.
Tilmelding på tlf. 72355801 eller mail: skovgaarden@furesoe.dk.
Der afholdes informationsmøde fra september til og med april.
Vurderer du, at det vil være bedre for dig eller din pårørende med en individuel information om Skovgårdens tilbud, kan du kontakte en aktivitetsmedarbejder på tlf. 72 35 58 07.
”Nyt fra Skovgården” er Skovgårdens månedsblad, hvor der kan læses om månedens aktiviteter, arrangementer og Caféens menu. ”Nyt fra Skovgården” og Skovgårdens aktivitetsprogram kan fås i Skovgårdens reception eller her på hjemmesiden.
-
Frivillig på Skovgården
Alle frivillige rummer en stor mængde ressourcer og medbringer et langt CV fyldt med livs- og erhvervserfaring – det ønsker Skovgården af få i spil. Målet er derfor hele tiden at frivillige og medarbejdere samarbejder i planlægning og afholdelse af aktiviteter og arrangementer samt løsning af relevante opgaver på Skovgården. Du skal vælge at blive frivillig:
- fordi du har lyst og overskud
- fordi det giver udfordringer og indhold i tilværelsen
- for at glæde andre
Opgaver
Skovgården har ca. 100 frivillige, som i samarbejde med husets medarbejdere står for aktiviteter, arrangementer, butikker og reception. Det er en stor del af husets virke, at frivillige løfter mange forskellige opgaver og på den måde medvirker til, at paletten af tilbud bliver så bred og varieret.
Eksisterende opgaver:
- Arrangementsudvalg
- Holdlederfunktion
- Herreklubben
- ”Gaveboden”
- ”Skovloppen” – genbrugsbutik
- Skovtrim
- Hjælp i Receptionen
- Robotfliser
- Skovgårdens Venner
- Hjælp til banko i Hyggekrogen
- Flittige hænder - julestuen
Der er følgende forventninger til dig som frivillig:
- Tavshedspligt
- Løsning af aftalte opgaver
- Besked ved afbud eller ophør af opgave
- Loyalitet over for Skovgården
Har du en idé til en ny aktivitet, vil vi godt høre om den. Har du også selv lyst til at stå for den, hjælper vi dig selvfølgelig med det praktiske. Det kan også være, at du har lyst og overskud til at være frivillig i forbindelse med allerede eksisterende frivillige opgaver, og så hører vi også gerne fra dig.
Henvendelse herom til Merete Harrig, leder tlf. 7235 5801 eller skovgaarden@furesoe.dk.
-
Kørselsordning
Flextur
Flextur er en kørselsordning for alle. Flextur er et alternativ til busser eller kørsel med taxa. Kørslen foregår fra adresse til adresse, du behøver altså ikke at gå til et stoppested for at blive hentet/kørt hjem. Flextursordningen koordineres typisk med andre borgere. Det betyder, at der godt kan være flere med i vognen, og dermed vil du have lidt længere transporttid. Til gengæld er prisen lavere end ved almindelig taxakørsel. Det koster 24 kr. for de første 10 km kørsel. Ekstra km koster 6 kr. pr. km.
Da Flextur er åben for alle, skal du ikke visiteres af kommunen. Du kan kontakte Flextrafik kundecenter tlf. 7026 2727 for bestilling eller for yderligere information.
Kørselsordning Skovgården
Ved henvendelse i Aktivitetsværkstedet på Skovgården kan du blive visiteret til Furesø Kommunes kørselsordning, hvis du grundet fysisk eller psykisk årsag ikke har mulighed for at transportere dig. Det er Harbirks Bustrafik, som står for kørslen. Der er en månedsvis egenbetaling på 517 kr. (pr. 1. januar 2023. For det beløb kan du køre til og fra Skovgården på alle hverdage og til særarrangementer.
Du kan få flere oplysninger ved at kontakte Aktivitetsværkstedet tlf. 7235 5807
-
Skovloppen og Gaveboden
Skovgården har to butikker, som begge varetages af frivillige. Overskuddet af butikkernes salg går til Skovgårdens Venner og dermed til aktiviteter og arrangementer på Skovgården.
For begge butikker gælder det, at der er brug for frivillige kræfter til at varetage salg og praktiske opgaver i deres åbningstid. Er du interesseret, kan du henvende dig i den enkelte butik eller i receptionen.
Gaveboden og Skovloppen har åbent mandag - torsdag kl. 11.00 – 13.00
Skovloppen
Skovgården har sin egen genbrugsbutik Skovloppen, som ligger i kælderen, men der sælges også genbrugsting i Gaveboden, da vi samarbejder. Du kan finde gode loppefund indenfor f.eks. beklædning, brugsting, køkkentøj og bøger. Besøg butikken jævnligt, når du alligevel er på Skovgården - måske gør du et fund!
Vi vil altid gerne modtage ting og sager – dog ikke møbler. Skal du flytte, rydde op på loftet eller i skuffer og skabe og står med ting, der er for gode til at smide ud, så tænk på Skovloppen!
Tingene kan afleveres direkte i Skovloppen i butikkens åbningstid alternativt i Skovgårdens reception eller i aktivitetsværkstedet i tidsrummet kl. 8.30 – 16.00.
Gaveboden
Mangler du en lille værtinde gave, lune hjemmestrikkede strømper til svigersønnen eller en nyttig ting til dig selv, så er du måske heldig at finde det i Skovgårdens Gavebod. Her sælges brugerfremstillede ting såsom strik, keramik, sy arbejder og ting i træ. Der sælges også pæne genbrugsting fra Skovloppen.
Kreative pensionister og brugere af Skovgården kan sælge deres kreationer i Gaveboden for priser, som de selv fastsætter. Der lægges herefter 20% på prisen, som går til Skovgårdens Venner. Du kan henvende dig i butikken, hvis du ønsker at være leverandør.
Kontakt
Aktivitetscenteret Skovgården
Skovgården 1
3500 Værløse
Tlf.: 7235 5800